lørdag den 18. februar 2012

Fastelavn 2012


Lørdag den 18. februar tog vi traditionen tro til Bagsværd for at fejre fastelavn i p-kælderen under SuperBest, sammen med Mormor og bedstefar, Eline, Oldemor og Oldefar.

Oliver var klædt ud som døden med leen. Han havde selv fundet en forfærdelig grim gummimaske med langt kunstigt hår, som blev kombineret med en lang sort kappe og en le. En farlig udklædning, som betød at flere af de mindre børn blev bange for ham - muahaha...

Sebastian havde insisteret på at blive klædt ud som oldefar, så Maria havde været på jagt efter et passende sæt tøj i forskellige genbrugsforretninger, der blev kombineret med paryk og en stok, som jeg iøvrigt måtte skære 20cm af før den passede. Tøjet var selvfølgelig alt for stort, så Maria måtte sy det ind, og supplere med seler og en stor pude på maven.

Både Oliver, Eline og Sebastian slog igennem til tøndeslagningen, og efter et par runder lykkedes det Sebastian, at banke hele tønden ned med et slag. Der er altså krummer i den dreng.

Således vandt Sebastian både titlen som kattedronning, kattekonge og tog præmien for bedste udklædning. Efter tøndeslagningen hyggede vi os med fastelavnsboller og varm kakao på en nærliggende café.

Se billederne fra dagen her

mandag den 13. februar 2012

MTB i Hareskoven


Søndag den 12. februar var vi i alt 11 ryttere fra Team KGB, der mødtes i klubhuset kl. 9.00 til søndagstræning på det røde spor i Hareskoven.

Med snevejr og en temperatur lige under frysepunktet, var der lagt op til en omgang teknisk udfordrende, og meget "spændende" fællestræning med stort potentiale for styrt.

Nyfalden sne dækker ofte glatte rødder, frosne hjulspor og islag, der godt kan give lidt udfordringer, hvis man ikke er meget opmærksom. Sporet overraskede dog positivt og vi "slap" heldigvis med tre styrt uden alvorlige skader.

Selv havde jeg desværre næsen lidt for langt fremme, da jeg pludselig røg af sporet med lidt for meget fart på og havnede ude mellem nogle træer. Næseryg vs. gren - en kamp jeg desværre tabte 0-1. Men jeg glæder mig bare over, at den pågældende gren ikke havnede i mit øje.

Torben kom straks til undsætning, konstaterede jeg var ok, og tog straks herefter et billede af mig til samlingen af skader på KGB's lazaret. Som om, at jeg ikke allerede er fint repræsenteret på den side?

Nå, men tilbage til de tre omtalte styrt:
  • Vi stod egentlig helt stille og skulle lige til at sætte i gang, da Ole ramte en stub, fik overbalance, tog den udover styret, og slog en kolbøtte med hele cyklen, nærmest i slowmotion.
  • Thomas gav gas og overhalede et par stykker at os, men mistede så kontrol med cyklen på en passage med rigtig mange rødder. Pludselig smuttede forhjulet under ham, og for ikke at kollidere med et træ, smed han cyklen venstre om træet, mens han selv tog den højre om. En meget imponerende manøvre, der nemt kunne have fået alvorlige konsekvenser.
  • Jonas lavede den helt klassiske med at køre skævt på en rod, som tilsyneladende var glat og dækket af sne. Det resulterede i at forhjulet forsvandt under ham, og bang så lå han og rodede rundt på sporet med et par blå mærker.
Bortset fra de tre styrt og flængen i min næseryg, så havde vi en suuuuuper lækker tur i Hareskoven, der naturligvis blev afsluttet med varm kako og røverhistorier i klubhuset.

Se ruten på Garmin Connect

Og billeder fra turen her

lørdag den 11. februar 2012

Ezenta afd. arrangement

I forlængelse af mine nye udfordringer pr. 1. januar 2012, afholdte jeg den 8. februar et "kick-off" med konsulent afdelingen i Ezenta A/S.

Udover den faglige del på kontoret i Herlev, hvor vi bl.a. drøftede væsentlige indsatsområder og succeskriterier for 2012, så havde jeg også planlagt et socialt arrangement med afdelingen.

Igennem firmaskydning.dk havde jeg booket 1 1/2 times skydning med instruktør i Værløse Skytteforening. Her mødte vi Tim, der efter en meget entusiastisk, underholdende og lærerig introduktion til skydning med 9mm pistol, .38 og Magnum .357 revolver, tog os med på skydebanen.

Vi afsluttede arrangementet med en konkurrence i præcisionsskydning, og tog efterfølgende på Bryggeri Skovlyst for at spise. Der blev uddelt præmier til 1, 2. og 3. pladsen i form af en gaveæske med forskellige smagsprøver fra Bryggeriet.

Udover at informere afdelingen om retning, midler og mål, var hensigten naturligvis, at skabe et godt udgangspunkt for samarbejdet i afdelingen fremadrettet.

Se billederne og en kort video fra vores afdelingsarrangement her

søndag den 5. februar 2012

I skøjtehallen med Sebastian's klasse


Søndag den 5. februar mødtes vi i Frihedens Idrætscenter med børn og forældre fra Sebastian's klasse på Lindebjergskolen. Forældrerådet havde arrangeret en tur i skøjtehallen efterfulgt af "byg-din-egen-burger" i Restaurant Halvleg.

Det er vel 15-20 år siden Maria og jeg sidst har stået på skøjter, men det gik over al forventning. Tak til alle børn og forældre for en rigtig sjov og hyggelig eftermiddag.

Se billeder og video fra skøjtehallen her

Snevejr på Brøndbakken


Søndag den 5. februar vågnede vi til kraftigt snevejr på Brøndbakken - hvilket er rigtig hyggeligt, altså lige med undtagelse af sneen i indkørslen, som jo skal ryddes.

Drengene og Louis er helt vilde, men vi havde desværre ikke så meget tid til at lege i sneen, da vi skal i skøjtehallen med Sebastians klasse fra Lindebjergskolen.

Jeg håber vi kan kan tage revance når vi kommer hjem i eftermiddag : )

O P D A T E R I N G  - Efter vi kom hjem fra skøjtehallen gik vi en tur ned til gadekæret, hvor flere andre fra byen var nede for at stå på skøjter. Man skulle ellers tro, at drengene havde fået nok - men hyggeligt var det.

Se billederne her

lørdag den 4. februar 2012

MTB i Hareskoven



Lørdag den 4. februar kørte jeg hjemmefra kl. 9.15, og mødtes med Jonas i KGB klubhuset ved Hareskoven kl. 10.00. Termometeret viste minus 14 grader på Brøndbakken i Herringløse, så det var rigtig koldt, specielt da jeg kørte hjemmefra. Men efter et par km i sadlen fik jeg dog hurtigt varmen.

Under cykeltøjet havde jeg et sæt skiundertøj fra Spyder, en langærmet uldtrøje og skistrømper.  Derudover havde jeg min vinterhue fra Craft under hjelmen, vinterhandsker fra GribGrab, Specialized vinterstøvler og GribGrab sko overtræk. Det fungerede alt sammen perfekt, selvom det var koldt.

Tilgengæld havde jeg store udfordringer med at få noget at drikke, da både drikkedunk og slangen til min Camelbak frøs til is allerede efter 6-7 km. Det var lidt en streg i regningen : (

Ved 10 tiden mødtes jeg med Jonas i KGB klubhuset ved Hareskoven. Vi drak en kop tiltrængt varm kakao, mens jeg fik optøet slangen til min Camelbak på en radiator.



Herefter forsøgte jeg jævnligt, at drikke af min Camelbak - og det virkede også fint hele vejen rundt i Hareskoven. Men da jeg igen skulle hjem, frøs slangen til is da jeg nåede Smørum.

Alt i alt en smuk tur på knap 55 km, og havde det ikke været for frostvejret, så virkede det nærmest helt forårsagtigt : )

Se ruten på Garmin Connect

Og billeder fra turen her

onsdag den 1. februar 2012

MTB værkstedsaften


Onsdag den 1. februar splittede jeg min MTB ad i atomer, efter jeg oplevede problemer med mit gearskifte sidste weekend i Hedeland. Det viste sig blot, at være gearkablerne, der trængte til rengøring og lidt olie.

Derudover fik jeg vasket cyklen (i brusekabinen på badeværelset), skiftet bremseklodser, renset og smurt kassette, klinger, kæde og navet på mine Crankbrothers hjul.

Så nu spiller det hele max igen : )

Team KGB sko

Onsdag den 1. februar kom Jonas forbi mit kontor i Herlev med de nye Team KGB sko. Vi joker internt med, at det er "podiesko", som hele holdet selvfølgelig skal have på til diverse præmie overrækkelser i forbindelse med de løb vi vinder.

Men faktum er, uanset om vi vinder noget eller ej, at jeg simpelthen bare måtte eje disse super fede Salomon sko, alene fordi de matcher vores KGB tøjdesign : )

Nå ja, og så fandt vi dem nedsat fra kr 1.000 til kr 600 på www.loebeshop.dk, hvor der i øvrigt er gratis fragt, hvis man samlet bestiller for mere end kr. 1.000.

Tror efterhånden at alle ryttere fra Team KGB har købt disse sko.

mandag den 30. januar 2012

MTB i Hedeland




Søndag den 29. december trodsede Gorm, Jonas, Lars, 2 x Tom og jeg snevejret, og tog en tur til Hedeland v/ Roskilde for at få en stille og rolig start på vintertræningen. Det har for mit eget vedkommende stået lidt sløjt til med træningen i december og januar måned (med undtagelse af en tur til Dyrehaven d. 8. januar), så det var rigtig godt at komme i gang igen.

Vi mødtes kl. 9.00 på p-pladsen ved Amfiteatret, tog de brede grusstier som opvarmning gennem Hedeland og fortsatte så ad naturstien (singletrack) rundt i området. Desværre satte min bagskifter sig, så jeg de sidste 6-7 km kun kunne bruge forskifteren. Det gik fint, selvom det selvfølgelig var hårdt, at bestige skibakken i 5. gear.

Efter skibakken tog vi en spurt omkring søen, og sluttede med varm kakao tilbage på p-pladsen.

Tak for en rigtig god tur til Hedeland og det smukke, smukke initiativ med varm kakao - det var en fantastisk afslutning på en kold, men skøn træning.

Se ruten på Garmin Connect